Historie
Rønde Sparekasses historie er lang og meget begivenhedsrig!
Sparekassen er, som mange andre små lokale "sognesparekasser", opstået i årene efter krigen i 1864, hvor der for alvor var grøde i landbrugssamfundet, og opadgående konjunkturer gav gode økonomiske muligheder.
Landboerne var optaget af at vise, at de kunne stå på egne ben - man ville ikke være afhængige af købstædernes købmænd og pengeinstitutter.
Den 25. august 1868 stiftedes "Spare- og Laanekasse For Thorsager Pastorat" - det, der senere blev til Rønde og Omegns Sparekasse og i 2012 fusionerede man med Helgenæs Sparekasse og blev i den forbindelse til Rønde Sparekasse.
Formålet var bl.a. at sikre, at lokale penge skulle komme det lokale økonomiske liv til gode.
I de første skrifter kan gulnede blade berette, at der måtte tages indskud fra 16 skilling til 100 rigsdaler. Den øvre grænse var et udtryk for datidens forsigtighed.
Allerede den 5. september 1868 kom den første sparer med netop 100 rigsdaler. 13 dage senere kom den første låner og ønskede at låne 50 rigsdaler. Han fik pengene og stillede som sikkerhed en sofa, 6 stole, et bord, en kommode, 2 dyner, 2 puder samt en kautionist!
Gennem årene har Sparekassen haft 4 forskellige adresser i Rønde og var gennem de første 50 år det eneste pengeinstitut i byen.
Sparekassens forretningsgrundlag er, at tilbyde alle relevante finansielle produkter og ydelser på konkurrencedygtige vilkår kombineret med kompetent rådgivning, samt at tiltrække og fasthole loyale helkunder.